Dit vægttab skal passe til dig Vi skal ikke alle sammen gå rundt og spise det samme, leve på den samme måde og dyrke den samme form for motion for at leve sundt.

Men det kan være svært, at finde ind til det, der er det rigtige for dig, fordi du konstant bliver bombaderet med: ”Den her måde er den helt rigtige, hvis du vil leve sundt”, eller: ”Sådan skal du bevæge dig, hvis du vil være sund og tabe dig”.

Når du endnu en gang har afprøvet ”den helt rigtige måde at leve sundt på”, eller har trænet efter ”det helt rigtige træningsprogram”, og igen står der med armene ned langs siden, fordi det heller ikke fungerede for dig, kan du nemt blive ramt af følelsen af, at du er sådan en, der ikke kan finde ud af det.

Men, du kan godt finde ud af det, når du vælger det der er det rigtige for dig. 
Og ikke det, der er det rigtige for en anden.

 

Det der er det rigtig for mig

Min foretrukne motionsform er løb, jeg spiser ofte broccoli, og så vil jeg langt hellere drikke et godt glas rødvin, end jeg vil spise bland selv slik.

Det er noget af det, der er det rigtige for mig.
Andre vil tænke ”det gider jeg virkelig ikke” – og det er okay!

Jeg løber, fordi det gør mig glad, det giver mig energi, og jeg får luft til hjernen. Hvis du synes løb er det mest skrækkelige, du kan blive udsat for, men bliver glad af at gå til jumping fitness, gå i svømmehallen eller gå lange ture i skoven, så er det det, du skal gøre.

Broccoli er min nemme løsning på grøntsagsfronten, når fantasien og tiden ikke rækker til andet (og det sker ofte). Andre ville dø langsomt, hvis de skulle konsumere den mængde broccoli, som vi gør her på matriklen.

Så kan det være, det er meget mere dig at spise grøntsager fra frost, gnavegrønt eller færdigsnittede salater, når tiden er knap og fantasien er ikke-eksisterende.

Og de løsninger er præcis lige så gode og sunde som broccoli.

Mange ser frem til at lande i sofaen fredag aften, og fejre at det er weekend, med bland selv slik og hygge med familien. Jeg nyder også, når weekenden melder sin ankomst, men jeg vil langt hellere fejre det med et godt glas vin end en pose bland selv slik.

Det er ikke fordi vinen er et mere rigtigt eller sundere valg end slik, men jeg er virkelig glad for vin, og det nyder jeg meget mere end bland selv slik.

 

Dit vægttab og din livsstil skal passe til dig

Du skal ikke vælge det samme som mig, din veninde eller din kollega, for vi er ikke ens.

Du skal vælge det, der gør dig glad, det der giver dig energi og det der er nemt for dig.

Det bliver aldrig en god og holdbar vane at gå rundt og gøre noget eller spise noget bestemt, hvis det ikke er det rigtige for dig.

Når jeg hjælper dig med dit vægttab, tager jeg altid udgangspunkt i dig, din hverdag, den mad du godt kan lide at spise og det der er vigtigt at få plads til i din sunde livsstil.

Det udgangspunkt er så vigtigt, hvis du skal have succes med dit vægttab.

Du er meget velkommen til at kontakte mig, hvis du vil vide, hvordan jeg kan hjælpe dig med dit vægttab.