Vægttab ferieFor de fleste af os står sommerferien for døren (for nogle er den allerede begyndt)

Det er en tid, der desværre får fortvivlelsen frem i øjnene på mange af mine klienter, og mange spørger mig; ”Hvad nu med mit vægttab i min ferie?”

Her får du det svar, som jeg også giver dem.

 

Vægttab og ferie

Selv om du gerne vil tabe dig og leve sundt, skal der være plads til, at du nyder din ferie.
Så hold ferie, på præcis den måde det føles rigtigt for dig at holde ferie.

  • For nogle er den eneste rigtige ferie en vandretur i de norske fjelde, hvor de får frisk luft, en fantastisk udsigt og daglig bevægelse
  • For andre er den helt perfekte ferie på langs på en solvogn, på et hotel på en græsk ferieø, med fri adgang til en All inklusive buffet dagen lang
  • Og for andre igen er afslapning i baghaven, den bedst ferie.

Tænk over, hvordan det skal se ud med din vægt efter din ferie.

  • Er det okay, at du har taget et par kilo på?
  • Skal du have tabt dig?
  • Skal vægten bare være stabil?

Tag så dine valg ud fra det i ferien.

Hvis du har taget hul på din ferie, så tænk over, om du holder ferie på den måde du allerhelst vil? Hvis ikke så juster lidt, det kan du sagtens gøre, hvis du er startet lidt skævt ud i forhold til dit mål.

 

Jeg taber mig ikke i min ferie

Det vigtigste for mig i min ferie er, at vi får et afbræk fra hverdagens hamsterhjul, og får skruet ekstra meget op for kvalitetstiden. Det er en tiltrængt pause fra den struktur, vi har brug for, for at alle ender hænger sammen i vores hverdag.

Uanset, hvor vi holder ferie, drikker jeg mere vin, spiser mere ude og snacker lidt mere end jeg normalt gør. Derfor accepterer jeg også, hvis jeg vejer 1 – 2 kilo mere de første par uger efter en ferie. Men de kilo kommer hurtigt af, når jeg vender tilbage til hverdagen og mine almindelige sunde vaner igen.

Det giver ikke mening for mig at give helt slip, når jeg holder ferie. Derfor sørger jeg stadig for at bevæge mig, og jeg spiser både frugt og grønt hver dag.

Ikke fordi jeg skal, men fordi jeg rigtig godt kan lide det.

 

Et vægttab skal ikke være en hindring for din ferie

Jeg siger ikke, at du ikke kan, eller skal, tabe dig i din ferie.
Men jeg siger heller ikke at du skal.

Valget er dit.
Men vær realistisk omkring det alt efter, hvilken ferie du skal på.

Det kan ikke hjælpe noget, at du, efter 3 ugers ferie, sidder med bævrende underlæbe og våde øjne, fordi du ikke har holdt ferie på den måde, der er vigtig for dig.

Så bliver din livsstilsændring og dit vægttab ikke en fornøjelse, eller noget du har lyst til at holde fast i ret længe.

Og så er det egentlig ligegyldigt om har taget 5 kilo på, fordi du har spist alt fra All inklusive buffeten.
Om du kun har drukket vand og gnasket på en stængel bladselleri i 3 uger. Eller om du har valgt en mere gylden middelvej

Det vigtige er, at du beslutter dig for, hvad du gerne vil stå med af minder, glæder og ekstra kilo eller en slankere talje efter ferien. Her efter beslutter du, hvilke valg du skal tage for at nå det.

 

Sådan får du gang i dit vægttab igen efter ferien

Uanset, hvilket mål du har haft for din ferie, så er det vigtigt at du vender tilbage til din sunde livsstil. når det bliver hverdag igen.

Du skal ikke springe på en eller anden nem, og uholdbar, løsning for at få smidt feriekiloene i en fart.

Kom i stedet tilbage på sporet, og hav fokus på dine sunde vaner når du kommer hjem. Så skal du nok få smidt med de ekstra kilo, der kan have sneget sig på.

Vent evt. med at veje dig til 2-3 uger efter din ferie. Der er ingen grund til at få ødelagt en god ferie, fordi der ikke står det rigtige tal på vægten, når du kommer hjem.