Hjemmelavet rugbrødschips

 

Jeg er ikke vokset op i et hjem med klaver. Til gengæld er jeg vokset op i et hjem, hvor vi havde en elektrisk pålægsmaskine og en af de der elektriske kødknive, som nok minder mere om en lille motorsav, end en reel kniv.

Jeg kan huske, at jeg synes, begge ting var vældig smarte, da de kom inden for dørene. Efter kort tid, synes jeg det var virkelig pinligt, at bo under samme tag som de to nye ”familiemedlemmer”. Og efter et par år glemte jeg alt om dem, fordi de havde fået plads allerbagerst i et skab. Og der har de ligget siden. I hvert fald indtil for et par uger siden.

Om den elektriske kødkniv stadig ligger der, ved jeg ikke. Men det andet oldtidsfund, pålægsmaskinen, bor nu hos mig. Den bruger jeg til at skære mit rugbrød fint og tyndt ud, så det kan bruges til min nye hjemmelavet yndlingssnack, rugbrødschips

Jeg spiser oftest mine rugbrødschips til et hurtigt mellemmåltid. Bare som de er. Altså uden noget. Andre gange spiser jeg dem med lidt hytteost, hummus, guacamole eller pesto. Min søn får et par rugbrødschips med i madpakken, eller spiser dem som en hyggelig snack om eftermiddagen, når han kommer hjem.

Rugbrødschips er vanvittige nemme at lave selv. Og det er meget billigere end at købe dem færdige.

Du få min opskrift her.

 

Hjemmelavet rugbrødschips

  • En humpel fuldkornsrugbrød
  • Lidt olivenolie
  • Groft salt – gerne groft havsalt, men brug det du har

 

Tænd ovnen på 200 grader.

Skær dit rugbrød ud i cirka 2 millimeter tykke skiver. Det er her pålægsmaskinen kommer ind i billedet. Det er nemlig nemmest at skære så tynde skiver på en maskine.

Skær dine tynde rugbrødsskiver ud i kvarte eller trekanter, og fordel dem herefter på en bageplade beklædt med bagepapir.

Pensel rugbrødsstykkerne med lidt olie og drys dem herefter med groft salt.

Rist dine rugbrødschips sprøde i ovnen i cirka 10-12 minutter.

Køl de færdige rugbrødschips af på en rist, og opbevar dem herefter i et lufttæt glas eller i en kagedåse.

 

Hvis du, lige som jeg, elsker tørre, sprøde og hjemmelavede snacks, kan det være mine hjemmebagte knækbrød med fuldkorn og masser af kerner også er noget for dig.