Hjemmelavet koldskål med jordbærJeg elsker sommer.
Som i E-L-S-K-E-R sommer.

Jeg elsker de varme dage og de lange, lune, lyse aftener.
Jeg elsker udelivet, strandture og lyden af glade legende børn.
Jeg elsker den rene og friske duft, der rammer næsen efter en dag med stille sommerregn.

Og, så elsker jeg friske danske jordbær, is og grønne asparges. Tre ting, der for mig, er tegn på, at det er sommer i Danmark.

Som jeg tidligere har skrevet, så kan jeg spise jordbær dagen lang, og jeg bruger dem flittigt i mine hjemmelavede is og smoothies. Men jeg bruger dem også i salat sammen med grønne asparges, og de er fyldet i min hjemmelavet koldskål. 

Jeg synes den traditionelle koldskål med kammerjunkere kommer til at minde mere om en dessert end et måltid. Mest af alt, fordi kammerjunkere jo egentlig bare er en småkage.

Men mig er der ingen sommer uden min hjemmelavet koldskål med jordbær. Jeg lader altid jordbær være fyldet i min koldskål, og så bruger jeg lidt kammerjunkere eller ristet havregryn som crunch på toppen.

Hjemmelavet koldskål med jordbær 

  • 4 æggeblommer
  • 4 spsk. rørsukker
  • 2 tsk. vanilje
  • 1 liter kærnemælk
  • 1 liter A-38
  • Minimum 500 g jordbær

Pisk æggeblommer, rørsukker og vanilje grundigt til det bliver luftigt. Tilsæt kærnemælk og A-38 og rør det hele godt sammen.

Dæk koldskålen til og stil den på køl ind til servering. Rør koldskålen igennem inden du serverer den.

Skyl jordbærrene grundigt og skær dem i mindre stykker.

Server din hjemmelavet koldskål med masser af jordbær i. Og top med lidt kammerjunkere eller tørristet havregryn.