Det er en af mine kæpheste, at det skal være nemt at leve sundt.grøntsager i ovn

Det er den måde, jeg selv lever sundt på.

Og i en tid, hvor sundhed ofte bliver gjort til noget meget svært og besværligt, forsøger jeg også at lære alle mine klienter, at de sagtens kan leve sundt på en nem og overskuelig måde.

Ellers mister vi alle både pusten og lysten til at føre den sunde livsstil ud i livet.

Det betyder også, at hvis jeg kan springe over et lavt gærde, når jeg laver mad, så gør jeg det!

Det har jeg også tidligere skrevet om i dette opslag på Instagram.

 

Mine grøntsager skal være nemme at forberede

Selv om årstiden er skiftet og vejret kalder på lettere grøntsager, står jeg ikke i timevis og snitter fine og sirlige salater.

Det må gerne gå lidt hurtigt og samtidig være nemt at gå til.

Og i går gjorde jeg det igen.

Altså tog den nemme og hurtige udvej.

Vi fik derfor en af mine yndlingsretter; fuldkornspasta, grøntsager i ovn og ”dagens kød”, som i dette tilfælde var grillede hakkebøffer.

De her grøntsager tager 5 minutter at forberede, og passer stort set sig selv i ovnen i 30-35 minutter.

Jeg har lavet dem sådan cirka femhundrede gange nu, og serverer den altid med fuldkornspasta og det kød der lige er på menuen den pågældende dag.

Johan, min 4 årige søn, som ellers ikke er så pjattet med mad, der er blandet sammen, spiser også de her grøntsager med velbehag.

Jeg tilbereder normalt grøntsagerne i ovnen, men jeg vil ikke tøve et eneste sekund med at tilberede dem i et fad eller en foliebakke på grillen ved indirekte varme.

 

Grøntsager i ovn (eller på grill)

Til 4 personer skal du bruge:

  • 1-2 rødløg
  • 3-4 gulerødder
  • 2-3 peberfrugter (evt. i forskellige farver)
  • 2 courgetter
  • 1 helt hvidløg
  • 1 pose pinjekerner
  • ½-1 potte frisk basilikum
  • 2-3 spsk. olivenolie
  • Salt og peber
  • ½ – 1 chili (kan evt. undlades)

 

Tænd ovnen på 200 grader.

Skær løg, gulerødder, peberfrugter og courgetter i grove tern

Hvidløgene pilles i hele fed og chilien hakkes fint.

Det hele blandes med olivenolie, krydres med salt og peber, kommes i et ovnfast fad og bages midt i ovnen i 30-35 minutter.

Vend grøntsagerne et par gange i løbet af bagetiden.

Imens ristes pinjekernerne på en tør pande. Og basilikummen hakkes fint.

Når grøntsagerne er færdige drysse de med pinjekerner og den hakkede basilikum lige inden servering.

Server grøntsagerne sammen med kogt fuldkornspasta og grillet eller stegt kød.