Fordele ved at lave madplan Hvis jeg ikke laver en madplan, hænger min hverdag ikke særlig godt sammen. Mine måltider bliver for tilfældige, jeg bruger alt for lang tid, og unødigt mange penge, på at købe ind.

Jeg laver altid en madplan for den kommende uge i weekenden. Herefter laver jeg min indkøbsliste efter de ingredienser, jeg skal bruge til retterne på min madplan. Jeg tilføjer naturligvis det vi skal bruge til madpakker samt frugt, mælk, brød og almindelige husholdningsartikler.

Herefter køber jeg ind, så den mad vi skal bruge den kommende uge, ligger klar mandag morgen.

Der kan være en enkelt gang i løbet af uge, hvor jeg skal købe ekstra mælk og lidt frugt og grønt. Men ellers bruger jeg kun tid på at købe ind en gang om uge.

I dette blogindlæg får du de 7 største fordele, jeg synes, der er ved at lave madplan.

#1 Når du laver madplan, har du nemmere ved at spise sundt

Når du planlægger dine måltider og køber ind efter det, har du de rigtige madvarer liggende, så du nemmere kan:

Jeg er ikke anderledes og mere overskudsagtig end andre mennesker. Det betyder, at min planlægning også skrider i svinget nogle gange. Og de uger kører det lidt af sporet for mig.

Vores aftensmad bliver lidt tilfældig og ikke særlig varieret. Og jeg bliver nemmere træt og ugidelig, fordi jeg ikke får spist ordentligt i løbet af dagen.

Når jeg ikke får lavet min madplan og planlagt mine indkøb, spiser jeg det der er, og ikke det jeg reelt har behov for, for at spise sundt og fornuftigt. For mig betyder det alverden for mit energiniveau, mit humør og mit fødevarevalg, at jeg får lavet madplan og købt de rigtige madvarer ind.

#2 Med en madplan får du en større variation i det du spiser

Når du laver din madplan, for eksempel i weekenden, kan du sidde hjemme og søge efter nye retter, som du har lyst til at afprøve. Der findes utallige opskrifter på de forskellige madmagasiners hjemmesider, på online- og almindelige supermarkeders hjemmesider og du kan finde en masse blogs med nye og spændende opskrifter også.

Jeg vil ikke anbefale, at du sætter 7 nye retter på din madplan hver uge. Det kan godt blive et lidt overvældende projekt at kaste sig ud i i en travl hverdag. Men 1, måske 2, nye retter på en uge vil hurtigt give dig en langt større variation i, hvad du spiser.

Nogle af de nye retter kan også sagtens blive familiens nye favoritter.
Andre prøver i måske kun en enkelt gang, og det er okay. I har trods alt prøvet noget nyt.

#3 Når du laver en madplan kan du planlægge jeres måltider, så de passer ind i en travl hverdag

Mange får ikke prioriteret at spist sundt og varieret, fordi de har for travl en hverdag.

Når du laver din madplan, så kig på de ting i skal og de aftaler i har i den uge, som du laver madplanen for. På den måde kan du tilpasse jeres måltider, og hvor meget tid du har til at lave mad, så det passer til jeres hverdag.

  • Er der nogle dage skal du arbejde længe?
  • Er der nogle dage børn og/eller voksne skal til sport?
  • Skal i spise hos andre en dag?
  • Er der en dag, hvor i har besøg til aftensmaden?
  • Er der nogle dage du kan lave mad til flere dage? Det er rart at have nem mad, som kun skal varmes op, til en dag, hvor i kommer sent hjem.

#4 Men en madplan kan inddrage dine børn i planlægningen og eventuelt madlavningen

Lad gerne dine børn deltage, når du laver din madplan.
Er nogle retter, de gerne vil have på madplanen i den kommende uge?

Hvis dine børn har alderen til det, kan du også planlægge dage, hvor de kan hjælpe med at lave mad, eller de kan lave maden selv.

Når børn er med til at bestemme, hvad i skal spise til aftensmaden, eller er med til at lave mad, fremmer det deres lyst til at spise det, der bliver serveret.

#5 Med en madplan sparer du tid på at købe ind

Som jeg skrev i #1 så kan det ske, at jeg ikke når at få lavet min madplan. Når jeg ikke gør det, køber jeg ind næsten dagligt.

Jeg bruger derfor unødvendig lang tid på det.

Når jeg skal købe ind om eftermiddagen, er vi som minimum hjemme en halv time senere, end vi er, hvis vi kører direkte hjem, efter jeg har hentet Johan fra skole.

Den er tid, kan jeg sagtens finde på noget mere interessant at bruge på, end at købe ind sammen med mit eftermiddagstrætte og halvsure barn.

#6 Når du laver en madplan skal du ikke finde på en ny ret hver dag   

Det er ikke, når du står og kigger ned i køleboksen en halv time før i skal spise, at du bliver meget kreativ, og finder på en ny og spændende ret til aftensmaden.

Der vælger du det, du kender.

Det bliver ofte noget nemt, og noget du egentlig synes er lidt kedeligt, fordi det er en af de samme 7 retter i altid spiser.

Jeg har egentlig mange forskellige hverdagsretter jeg laver. Nogle laver jeg hele året, andre laver jeg kun om sommeren, og andre igen passer bedre til de kolde dage i efteråret og om vinteren.

De retter jeg laver hele året, kommer ofte på madplanen, fordi de ligger frisk i erindringen. Men de retter jeg ikke laver så ofte, kommer jeg i tanke om på tilfældige dage og tidspunkter – men aldrig, når jeg sidder og skal lave min madplan.

Derfor har jeg en seddel hængende på køleskabet, som jeg skriver retter på, når jeg kommer i tanke om dem. Når jeg skal min madplan har jeg nogle nye forslag jeg kan skrive på, hvis jeg trænger til variation i de retter, der altid går igen.

#7 – Der kan være penge at spare, når du laver en madplan

Det er dyrt at købe ind fra dag til dag og fra måltid til måltid.

Du kommer nemt til at købe noget, som du kun skal bruge til et enkelte måltid, eller noget, som du nok for brug for. Nogle dage senere ligger det i køleskabet og er blevet for gammelt og kedeligt. Og så kan du smide det ud.

Når du laver en madplan kan du planlægge dine måltider, så du kan bruge den samme råvare i forskellige retter.

Du kan sagtens bruge gulerødderne til råkost den ene dag, og bruge dem sammen med andre grøntsagsrester i wokken en anden dag. Hvis du finder en ret, hvor der skal bruges én porre, så sæt en ret på en anden dag, hvor du får brugt de sidste porre i bundtet.

På den måde får du brugt det du køber ind, i stedet for du køber en masse, som til sidste ender i skraldespanden.

Derudover har de fleste af os også en tendens til at købe noget ekstra, jo flere gange vi runder supermarkedet. Og det behøver ikke kun at være et ekstra rugbrød eller fryseposer.

Det er ofte et stykke chokolade, en pose kanelgifler eller en meget uundværlig lysestage, der også ryger i indkøbskurven.

Ting, som du reelt ikke har brug for, men som alligevel vejer unødig tungt i budgettet.

Jo færre indkøbsture du har, jo færre impulsive indkøb får du lavet.

Har du det svært med madplaner? 

Er du ved at blive kvalt ved tanken om, at du allerede ved om mandagen, hvad du skal spise på lørdag?
Så lav din madplan for hverdagene, og lad weekenden være åben til, at du kan være impulsive og planlægge fra måltid til måltid.

Jeg bruger hverken en fancy ramme eller en tavle til min madplan. Jeg har en skabelon, som jeg printer, skriver retterne på i hånden, og hænger den på køleskabet. Det er hurtigt og effektivt.